På fisketur med Loudon Wainwright III

Loudon Wainwright III er en grand old man i den amerikanske singer/songwriter-tradisjon, og ‘overhode’ for en stor og innflytelsesrik musikalsk familie med sine barn Rufus og Martha (med eks-kona Kate McGarrigle, som døde i 2010) og Lucy Wainwright Roche (med Suzzy Roche). Både Loudon og Rufus er aktuelle med nye album i disse dager, begge kritikerroste, og  musikkredaktør Jonas Kleinschmidt i WiMP Danmark benyttet anledningen til å slå av en prat med Loudon Wainwright.

Musikk til lesingen: Hør noen av Wainwright-familiens beste låter i WiMP

Efter mere end 40 år i branchen er amerikanske Loudon Wainwright stadig aktiv i sangskrivningens tjeneste. Vi ringede til den 65-årige singer/songwriter, der i dag er bosiddende i New York, og fik en snak om inspirationskilder, gamle støvler og hvorfor sangskrivning er lidt ligesom sex.

Det kan måske lyde mærkeligt, men med sit nye album Older Than My Old Man Now træder Loudon Wainwright for første gang ud af sine børn skygge. I de sidste 10 år har Wainwright-familiens berømmelse nemlig hovedsageligt skyldtes Rufus Wainwright og hans lillesøster Martha Wainwright.

Men før dem var deres forældre, Loudon Wainwright og Kate McGarrigle. De var begge en del af 60′ernes og 70′ernes singer/songwriter-bølge, Loudon som soloartist og Kate som den ene halvdel af duoen Kate & Anna McGarrigle. De nåede at få Martha og Rufus, inden de blev skilt. Forholdet til Kate McGarrigle, børneopdragelse, skilsmissen og skylden over ikke at slå til som far har siden præget en stor del af Loudon Wainwrights sange.

Man behøver bare kaste et blik på sangtitler som ’Mr. Guilty’, ‘Rufus Is a Tit Man’, ‘Your Mother and I’ og ‘Hitting You’ for at forstå, at Loudon aldrig har været bange for skrive hudløst, ja næsten pinligt ærligt om sit eget liv.

Og sådan er det stadig. Men samtidig markerer hans nye album alligevel et personligt skifte. Bitterheden og skammen er væk. Og for første gang synger både Rufus og Martha med på albummet. Stridsøkserne er begravet, lader det til, og Loudon Wainwright har skrevet nogle af sine bedste sange i lang tid. Døden er til stede i de fleste af dem. Men det samme gælder glæden til livet og ønsket om at forlænge tiden her på jorden. Bare lidt længere. Nu gik det jo lige så godt.

Når jeg hører dit nye album, får jeg en fornemmelse af, at sangene kommer enormt let til dig. Er det let for dig at skrive sange?

- Det er ikke som at grave grøfter, det er ikke hårdt fysisk arbejde. Når jeg er inspireret, så kører det. Så føles det faktisk ret let, selvom der selvfølgelig er en masse redigering bagefter.

Er det lettere at skrive sange nu end tidligere?

- Det sker ikke så tit, som det gjorde engang. På den måde er det lidt ligesom sex. I begyndelsen af min karriere skrev jeg masser af sange, 3-4 sange på en uge. Nu kan der gå måneder uden, at jeg får skrevet en sang. Men når først jeg har fat i den grundlæggende idé, når fisken er på krogen, så er det lettere at få den op i båden, end det var engang.

- Jeg har også lært ikke at bekymre mig om, at søen løber tør for fisk. Nogle gange kan der gå måneder uden, jeg skriver en ny sang, hvor jeg i stedet hiver en gammel støvle op af vandet i stedet for en fisk. Men jeg bliver ved, jeg har gjort det her i 40 år, og jeg regner med at skrive et par sange endnu.

Der er et meget sigende og selvbiografisk nummer på albummet med titlen ’In C’, der blandt andet handler om dine børn. Jeg hørte en live-version af det nummer på youtube for et år siden og håbede at høre en studieindspilning på et tidspunkt. Hvad er historien bag nummeret?

- Som jeg synger i sangen, så spiller jeg ikke så meget piano. For to år siden boede jeg med min kone i L.A., og nogle af hende venner skulle flytte og manglede et sted at opmagasinere deres klaver. De stillede klaveret hos os, og en dag satte jeg mig ned og spillede de eneste tre akkorder, jeg kan. Sangen begyndte som en joke om, hvor dårlig jeg er til klaver, og derfra skrev den sig selv. Og det var en god sang. En stor, fed fisk. Den handler om nogle af de ting, jeg altid har skrevet sange om. Familie og hvad der sker, når en familie går i stykker. Den slags betyder noget for mig, det betyder noget for mange mennesker, tror jeg. Jeg vidste, det ville blive en sang, som folk ville reagere på.

Hvordan er livet som musiker nu i forhold til dengang du indledte din karriere? Dengang forsøgte du ihærdigt at blive den nye Bob Dylan.

- Jeg forsøger ikke længere at blive den nye Bob Dylan, det er helt sikkert. Der er selvfølgelig gået lang tid siden dengang, men jeg føler ikke, jeg har forandret mig, selvom jeg hverken ligner eller lyder, som jeg gjorde dengang. Når man når min alder, så tænker man ikke længere på at slå igennem og få succes. Jeg lærte for lang tid siden, at det ikke var værd at bekymre sig om. Jeg nyder i stedet at skrive mine sange og spille dem live.

Er det et mere behageligt sted at være end der, hvor man hele tiden håber på at slå igennem?

- Ja, det synes jeg. Der er et meget større pres på en, når man lige har indledt sin karriere. Mange indleder en karriere, men knap så mange afslutter den. Showbusiness er fantastisk at være en del af, men det kan være ond branche.

Dine sange har altid befundet sig i grænselandet mellem sarkasme og dybfølt alvor. Hvad tiltrækker dig ved den balancegang?

- Når man begynder sin karriere som kunstner – hvad enten man laver film, musik, malerier eller bøger – så forsøger man at finde ud af, hvad man er interesseret i, og hvordan man kan gøre det på en lidt anden måde end alle andre. Det er ens opgave at finde den ene ting, som adskiller en. For mit eget vedkommende, var det humor og ironi, som adskilte mig fra alle de andre. Det var det, der gjorde, at folk gad lytte til mig. Når jeg skriver en sang, så prøver jeg altid at forestille mig, om den vil virke live. Jeg er performer, og det er mit mål, at publikum bliver berørt af mine sange. Og humor er et fantastisk værktøj til at få publikums opmærksomhed.

På flere af dine liveudgivelser kan man høre, hvordan du uden problemer og helt naturligt går fra en sang om et syretrip til en sang om skilsmisse. Hvordan kan det lade sig gøre?

- Det virker, fordi det virker, og fordi jeg har fundet en måde at gøre det på. Og på en måde holder det publikum på tæerne. Jeg han kun 75 minutter at gøre godt med, og det er kun mig med en guitar, så jeg skal virkelig fastholde deres opmærksomhed. Og ved at skifte fra sjove sange, til seriøse, politiske og personlige sange holder jeg deres opmærksomhed fanget.

8 utvalgte favoritter – presentert av Loudon Wainwright.
Åpne spillelisten i WiMP

Frank Loesser – ’Guys and Dolls’

Min far havde en stor pladesamling, og en af pladerne i samlingen var af Frank Loesser, en amerikansk sangskriver, der er død nu, som skrev meget god teatermusik – blandt andet ’Guys and Dolls’. Jeg lyttede rigtig meget til hans sange, da jeg voksede op, og han har nok været den største inspiration for mig.

Elvis Presley – ’All Shook Up’

Det var den første plade, jeg købte tilbage i 1965. En single med en a-side og en b-side. Det nummer betød meget for mig.

John Scofield – ’The Angel of Death’

John Scofield er en fantastisk guitarist, og han medvirker faktisk på mit nye album. Det er et Hank Williams-nummer, som ikke er særlig kendt.

Ramblin Jack Elliott – ‘San Francisco Bay Blues’

Ramblin Jack Elliott var min store helt, da jeg var lille. Har du nogensinde hørt hans version af ’San Francisco Bay Blues’? Det er min yndlingsfolksang.

Hank Williams –’I’m So Lonesome I Could Cry’

Musikhistoriens bedste countrysangskriver.

Peter Blake – ’Daughter’

Alle tror, det er mig, der har skrevet den. Folk fortæller mig, når de møder mig, at de har hørt den, da deres datter blev gift og den slags. Og så bliver jeg nødt til afsløre, at det ikke er mig, der har skrevet den. Men jeg ville ønske jeg havde.

The Band – ‘Chest Fever’

Jeg udgav mit første album i 1969. Og lige efter droppede jeg musikbranchen. Jeg besluttede at leve et spirituelt liv i stedet. Jeg flyttede til Boston sammen med nogle mennesker, der levede en makrobiotisk livsstil. Brune ris og sådan noget. Jeg droppede musikken fuldstændig og levede sammen med dem i et stykke tid. Jeg tror, jeg var lidt nervøs for at være i showbusiness. En dag tog jeg så til koncert med The Band i Cambridge, og – det glemmer jeg aldrig – lyset blev slukket i salen, og det eneste man kunne se var et lille rødt lys fra forstærkerne. Så kom fem silhuetter til syne på scenen, og lyset blev tændt. Det første nummer de spillede var ’Chest Fever’, og der vidste jeg, at jeg skulle være musiker igen. Den koncert var et kæmpe vendepunkt for mig.

Foreigner – ‘I Want To Know What Love Is’

Lad være med at sige det til nogen, men jeg kan godt lidt Foreigner. Deres forsanger, hvem end han er, er god. Meget glat, men god.

Kategori: Intervju, Spillelister   Stikkord: , , - Permalenke.

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *


*

Du kan bruke disse HTML-kodene og -egenskapene: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>